Vogn pladser i DK

.

.

ANTALL BESØKENDE - RCU ROMANI Alliancé International. Ny Besøksteller: Website counter
Portræt

Danske Portræt af de rejsende.

Bilde over Svenske rejse rallare.

Portræt

I portrættet fortæller en kvinde om sine bedsteforældre og sin opvækst i Blushøjlejren, hvor hun boede sammen med sin søster. Livet i Blushøjlejren var bl.a. et liv i frisk luft, men også en evig konfrontation med omverdens fordomme om lejren.

Vores bedsteforældre havde rejst med beboelsesvogn

Vores bedsteforældre på begge sider havde rejst med beboelsesvogn, men vores forældre rejste ikke længere, efter at vi blev født. Vores farmor, Clara Jenrich, blev kendt blandt rejsende, da hun oprettede en vognlejr på en lejet grund på Frederikssundsvej i 1934. De rejsende betalte 11 kr. til farmor for at bo på pladsen, men så sørgede farmor også for, at latrinmændene kom og tømte tønderne. Jordkontoret var derfor meget tilfreds med at farmor bestyrede lejren. Dette var dog noget, hun havde gjort på eget initiativ, da det ikke var muligt at bo i beboelsesvogn andre steder i København længere.

Farmor var en meget viljestærk kvinde. Engang fik hun en af familien Mundelings piger ud af en åndssvageanstalt, hvor hun var anbragt fordi myndighederne anså hende for at være åndssvag - hvilket hun ikke var. En anden gang gik hun til myndighederne i København og forsøgte at overtale dem til at finde et sted, hvor de rejsende kunne bo i deres vogne hele året, således at de ikke skulle jages fra sted til sted. Min farmor vidste hvad hun talte om, eftersom hun havde fået mange bøder for at bo i sin vogn.

Min far boede som 3 årig i en vogn, som vores farfar selv havde lavet. Men da farfar og farmor blev skilt, flyttede farmor med sine børn ud i en husvildebarak på Frederiksberg. Det var de bedste år i fars barndom. Fra husvildebarakken flyttede far med sin mor og søskende ud i først det ene så det andet sommerhus, indtil farmor igen flyttede i vogn sammen med sin nye mand.

Født i Blushøjlejren

Jeg blev, ligesom min søster, født i Blushøjlejren i Valby, som var den lejr i København for rejsende, min farmor fik overtalt kommunen til at oprette. Min far, som på dette tidspunkt var holdt op med at gå ud at handle ved dørene, var blevet murerarbejdersmand. Mange af de rejsendes samt min families vogne var klodset op, fordi man ikke længere rejste rundt, og at man gik ud fra, at nu boede man permanent, eftersom det var kommunen, der stod for udlejningen; det var legalt. Vores mor var hjemmegående, hvilket de fleste mødre var, eftersom de skulle sørge for, at der var pinlig orden i de små vogne. Hvis vognene var rodet, var der ikke plads til familien. Vognene var jo kun få kvadratmeter store.

Vi havde to beboelsesvogne og en køkkenvogn. Da min søster og jeg blev så store, at vi kunne sove alene, fik vi den ene vogn som sovevogn. Om dagen var vi altid ude at lege ligesom de andre børn. Vi var sjældent syge, hvilket sikkert skyldtes, at vi fik så meget frisk luft. En enkelt rejsende familie måtte dog flytte, fordi deres barn fik tuberkulose. Jeg husker også, at mange i lejren engang fik gulsot. Vores mormor opdagede, at min søster var gul i øjnene og hun kom straks i behandling.

Uopulær blandt de andre rejsende

Min søster og jeg var desværre ikke populære blandt de andre familier på pladsen. Jeg tror, det skyldtes, at nogle af de rejsende anså vores farmor for at være lidt af en heks; en person der altid kunne trumfe sin vilje igennem. Når vi legede i lejren var der områder hvor vi ikke turde komme. Kom vi ved et tilfælde over i en ”forkert vognrække”, blev vi straks jaget væk. Hundene var indimellem lige så bidske som de voksne. Når vi skulle hente vand, mødte vi nogle gange hundene, som kom snigende og forfulgte os, indtil vi var væk fra området ved vandpumpen.

”Zigeunerlejren”

Vi gik på Ny Østensgårds Skole. Da de andre børn spurgte min søster, hvor hun boede, svarede hun blot: ”Jeg bor på den anden side af vejen.” Hun var flov over at indrømme, at hun kom fra Blushøjlejren, som blandt almindelige folk blev benævnt ”zigeunerlejren”. Folk, som ikke kendte til lejren, havde mange fordomme om os. Det værste var, at de andre børn ikke måtte lege med os. Jeg var en enkelt gang hjemme hos en ny pige i klassen, som boede i en af kommunens huse for børnerige familier. Men jeg besøgte aldrig mine andre ”klassekammerater” og fik aldrig kammerater med hjem.

I lejren havde min søster en veninde, en datter af familien Samleben. De var enige om, at de ikke ville gifte sig med en fra lejren, når de blev voksne. Dette holdt de. Der var ellers mange af lejrens unge, som blev gift ind i andre rejsende familier. Det var meget almindeligt.

Efter Blushøjlejren

Blushøjlejren blev i begyndelsen af 1960`erne gradvist nedlagt. Vi fik i første omgang en toværelses lejlighed i nordvestkvarteret; senere fik vi et finnehus i Valby. Jeg kom på Bellahøj Skole, hvor jeg havde svært ved at falde til. Den allerførste dag på den nye skole, fik jeg en lussing og blev smidt udenfor døren, fordi jeg ved oplæsning for klassen ikke kunne udtale de bløde d ér. Sådan talte man i lejren, da de fleste rejsende, ligesom min mor, kom fra Jylland.

Efter cirka 2½ år flyttede vi igen. Denne gang til et finnehus i Valby, og jeg kom på Lykkebo Skole. Da jeg i forvejen havde et skrøbeligt selvværd, eftersom det omgivende samfund så skævt til børn, der kom fra Blushøjlejren, kunne jeg ikke håndtere denne situation. Jeg begyndte derfor at pjække fra skolen med det resultat, at jeg næsten ikke viste mig i syvende klasse, og min drøm om at uddanne mig til folkeskolelærer blev ødelagt.

En kæreste, som jeg lærte at kende som 16 årig sagde engang, da vi blev uvenner over et eller andet: ”Du kommer fra en vogn; ”underforstået: ”Dig kan man ikke regne med”. Denne holdning har jeg ofte mærket, og den har desværre givet mig et lavt selvværd.

 

Vognpladsen_paa_frederikssundsvej

Vognpladsen_paa_Frederikssundvej

Blushøjlejren

Blushøjlejren

Blushøjlejren

I 1948 oprettede Københavns Kommune vognpladsen Blushøjlejren i Valby som en midlertidig foranstaltning for de rejsende, som opholdt sig i København. De rejsende havde svært ved at finde et sted, hvor det var tilladt at placere deres beboelsesvogne. I Blushøjlejren kunne de leve livet på deres egne betingelser.

Lejrens beboere ernærede sig, som de fleste andre rejsende, som musikere, gadesangere, gadeartister, spåkvinder, klunsere, tagtjærere/tagtækkere, ved handel med børster, ståltrådsarbejde, kunstige blomster og andet håndværk og som rejsende med tivoli. De påtog sig også forskellige former for forefaldende arbejde. Fattighjælp kom også på tale; især om vinteren, hvor der ikke foregik så meget udendørs gøgl.

Livet på vejen var blevet besværliggjort af lovgivningens og samfundets krav. Trævogne skulle have en speciel tilladelse til at kørepå vejene, hvilket bevirkede, at mange rejsende efterhånden måtte opgive at rejse ud om foråret og komme tilbage om efteråret. Dørsalg var også blevet forbudt. Mange af Blushøjlejrens vogne stod derfor på vognpladsen hele året.

Fra fristed til slum
I lejrens første år stod vognene på snorlige rækker. Vaskehuset med vand og toiletter samt de tre vandpumper ud mod Blushøj levede helt op til tidens hygiejniske standard. Senere udviklede lejren sig til noget man kunne kalde slum.

Den 28. februar 1962 besluttede Københavns Kommune, at beboerne i lejrens ca. 76 vogne skulle flytte. Det var ifølge politikerne hensynet til den opvoksende generation, som retfærdiggjorde denne beslutning. De rejsende med de bedste ressourcer protesterede. De mente, at lejrens udvikling til slumkvarter opstod, fordi man havde tilladt private, dvs. ikke rejsende, at flytte til lejren. Af lejrens ca. 76 vognpladser var 22 udelukkende beboet af private.

Lejren nedlægges
Myndighederne valgte pga. lejrens tilstand at forvise alle fra Blushøjlejren. Flytningen fra livet i Blushøjlejren til livet i en lejlighed var hård for mange både unge og gamle. Sandsigersken Corinta oplevede, hvordan hendes søster blev påvirket af tvangsflytningen til en lejlighed. Corinta skrev i sine erindringer: "Noget gik i stykker i hende, og da man sanerede Blushøjlejren, hvor vi trods alt var nogle stykker samlet, der havde noget tilfælles, og hvor man kendte hinanden". De rejsende kunne langt hen ad vejen fortsætte deres beskæftigelse fra en lejlighed, men det store sociale netværk forsvandt.

Finnehusene
De rejsende blev i første omgang tildelt en lejlighed i København i almindelige beboelsesejendomme, hvor der var ledige lejligheder og en husleje, som de kunne betale. Med de begrænsede midler, som de fleste rejsende rådede over, endte en del i brokvarterernes slumlejligheder. De fleste familier ønskede derfor at flytte ind i de såkaldte finnehuse,,nogle husvildeboliger i Valby. Dette ønske blev i adskillige tilfælde også imødekommet overfor de børnerige familier. Finnehusene i Valby huser også i dag mange rejsende.

Romaer på Amager fælled, 1972. Der boede ikke mange romaer i Blushøjlejren. I 1970´erne begyndte romaer at komme til Danmark og tage permanent ophold. Ofte boede romaerne ikke på vognpladser men f.eks. på campingpladser.

 

Roma_lejr

Kilde: http://www.immigrantmuseet.dk/

http://www.immigrantmuseet.dk/index.php?page=roamer-og-rejsende

Romaer er ikke bare et folk, der bor i campingvogne, stjæler eller kan spå, som ellers er mange af de fordomme, de møder.

VIRKELIGHEDENS ROMAER - EN REJSE GENNEM HISTORIEN

Roma-fordomme
De stjæler, spår i krystalkugler og sover i telte ude i skoven. Danske sigøjnere, eller romaer, som de gerne vil kaldes, mødes ofte med fordomme af den slags. Men faktisk lever masser af romaer helt almindeligt her i Danmark – mød to af dem, Biljana og Admir, i Aftenshowet. DR1 Se den nå.

- ”Hvor står din campingvogn henne?”

Admir Ismanouski og Biljana Muncan er begge romaer, men det betyder ikke, at de bor i campingvogne, stjæler eller kan spå, som ellers er mange af de fordomme, de møder. De lever begge to i Danmark, har job, hus og have – og kan ikke se mere af fremtiden end enhver anden. I aften kan du møde dem begge to i Aftenshowet, hvor de fortæller om at leve med fordommene.

Aftenshow  DR 1

VIRKELIGHEDENS ROMAER - EN REJSE GENNEM HISTORIEN
I anledning af romaernes nationale dag d. 8. april og 500 året for romaernes ankomst til Norden, inviterer Verdenskulturcentret til en forrygende Roma Kulturuge fra d. 10 – 14. april 2012, hvor du bl.a. kan opleve en traditionel roma husvogn og foredrag ved Malene Fenger-Grøndahl foruden film, dans, musik og skøn roma mad fra vores café Baggården. GRATIS ENTRÉ.

VIRKELIGHEDENS ROMAER - EN REJSE GENNEM HISTORIEN

Agnes Sambleben

I 1959 indsamlede folkemindesamleren Anders Enevig lydoptagelser blandt romaer og rejsende. Lyt til optagelserne hvor den rejsende Agnes Sambleben synger en vise og snakker på en blanding af romani og tysk.

En del roma- og rejsende familier blev med tiden gift ind i hinanden, og de to grupper mødte hinanden på vejene rundt om i landet. Ord fra romani og tysk hørtes derfor ofte blandt de to grupper blandet i deres danske.

Agnes Sambleben blev født i 1883 i Brandenburg i Tyskland. I 1901 blev hun gift i Kolding med Christian Sambleben. Sammen fik de 12 børn, der alle blev rejsende. Agnes Samblebens slægt var en blanding af romaer og rejsende. Hendes far var tysk Sinti-sigøjner, og hendes forældre levede som omrejsende marionetskuespillere.

Agnes Sambleben boede bl.a. på vognpladsen Blushøjlejren i Valby i København, men rejste det meste af sit liv også rundt i Europa med tivoli og optrådte på varieteer og i cirkus. Hele sit liv sang og spillede hun guitar og underholdte med gamle tyske viser og danske skillingsviser.

Efter hun var blevet enke, og Blushøjlejren blev nedlagt, flyttede hun i et finnehus sammen med sin datters familie.

Sang

Agnes Sambleben synger vise på en blanding af romani og tysk. Anders Enevig er interviewer. Optagelsen er fra 1959 og er venligst udlånt af Dansk Folkemindesamling.

Agnes Sambleben spiller romani sanger

Den glemte indvandring.

Den glemte indvandring.

 

Nyktra, välfrejdada och i lantmannagöromål arbetsdugliga personer av båda könen behöfva ej befara atta blifva tjenstlediga”.

Sådanne forsikringer kunne svenske avislæsere i sommeren 1869 læse i de sydsvenske aviser.

Udstillingen "Den Glemte Indvandring", der er lavet af Utvandrarnas Hus i Växjö, fortæller om de tusindvis af svenske arbejdere, der rejste til Danmark og Tyskalnd i sidste halvdel af 1800-tallet. På trods af antallet er det en indvandring, der i dag primært huskes af efterkommere af de svenskere, der blev i Danmark. Derfor har den i mange år været kendt som den glemte indvandring.

Mere end 81.000 svenskere immigrerede til Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet for at arbejde med byggeri, i landbruget m.v.   

Udstillingen er lavet af Utvandrarnas Hus i Växjö, Sverige.

 

Blushøjlejren - en af de sidste vognpladser i Danmark

Blushøjlejren lå i et af Københavns yderområder i Valby. Vognpladsen blev oprettet af Københavns Kommune i 1948, da rejsende havde svært ved at finde steder at placere deres vogne. Vognpladsen blev nedlagt i 1962.

Filmen "Blushøjlejren. En københavnsk "sigøjnerlejr"" fra 1962-1964 er produceret for Københavns Kommunes socialdirektorat af folkemindeforskeren Anders Enevig og Henry Tingholm. I filmen besøges vognpladsen, og kameraet følger bl.a. nedrivningen af beboelsesvognene i 1962. Hen imod filmens slutning besøges en rejsende familie i deres nye hjem, i de såkaldte finnehuse, i Valby.

Mer om 

Blushøjlejren - en af de sidste vognpladser i Danmark

og om Tiny  kan du lytte til musikk.

 

Vinnie Hertzberg's billeder fra Sømosen 2009 på Facebook.

Om Roma people.

 

Wiki Media Category:  Roma people

Roma i Skandinavien   

De første ankom i år 1505 til Danmark fra Skotland. De havde et "letter of recommendation", et anbefalingsbrev, med fra kong James 4. af Skotland til hans onkel kong Hans af Danmark. Senere samme år kom sigøjnere til Danmark fra Tyskland. Junker Jørger af Egypten ankom til Jylland og modtog et lejdebrev fra prins Frederik.

Udvisning og forfølgelse af Roma i Danmark

 

Lige over for Ellebjerg Station ligger Svenskehusene - 86 enetages røde træhuse. Svenskehusene er tidligere kommunale husvildebarakker, som blev opført i 1947. Selve bygningerne er svenskproducerede og oprindeligt brugt til at huse tyske flygtninge på Kløvermarken. Da Køgebugtbanen blev anlagt, skar den lige igennem bebyggelsen. Derfor er 14 huse på Følager afskåret fra de andre på Ellestykket og Pilestykket. Der findes desuden to mindre tilsvarende bebyggelser ved Lykkebovej og Kulbanevej. I dag er Svenskehusene en andelsforening.

Delvist offentligt tilgængelig Byggeår: 1947

 

Overfor Svenskehusene på den modsatte side af Ellebjergvej lå vognpladsen Blushøjlejren mellem 1948 og 1965. Hver vinter boede 60-80 rejsende familier her i deres beboelsesvogne. De rejsende rejste rundt i landet om sommeren og havde arbejde som skærslibere, gårdsangere samt i tivolier, cirkus, m.m. I 1965 blev lejren afviklet og en del af de rejsende fik bolig i Svenskehusene. Mange af dem ønskede netop at blive genhuset her, fordi meget af det frie liv og tætheden til slægten kunne vedligeholdes her. Det frie arbejdsliv i de omrejsende tivolier, cirkus er i nogen grad erstattet af andre selvstændige erhverv, som for eksempel tagdækning.

Romani fra Aabybro

Romaer

Romaer eller sigøjnere, som de blev kaldt før i tiden, var ofte meget upopulære. Romaerne var uønskede indvandrere både i Danmark og i det meste af Europa. Datidens romaer blev regnet for vilde og utilregnelige. De blev derfor jaget ud af landet, hvis de blev set rejse rundt i deres beboelsesvogne.
Fra 1554 til 1736 var romaer fredløse i Danmark.

Nedenfor kan du læse om mere om romaer og møde to roma-familier der rejste rundt i Danmark for cirka 100 år siden;
Familien Tajkon fik opholdstilladelse efter at høvdingedatten Marietta, med tilnavnet "Den Skønne", faldt på knæ foran Kong Christian d. VIII.
Familien Demeter, der bl.a. levede af hestehandel, er en af de bedst beskrevne roma-familier, fordi den blev fulgt af en kendt sigøjnerforsker.


Foto: Dansk Folkemindesamling.

Familie Mundeling

Den glemte indvandring.

 

Viola_Loeve_og_Vera_Mundeling

Viola Løve og Vera Mundeling. Efterkommere af Justine og Erhardt Mundeling. Foto: Cirkusmuseet i Hvidovre.

Familien Mundeling

Sidst i 1800-tallet holdt en gruppe af fremmede rejsende til ved Sømosen i Dronninglund Storskov i Nordjylland. Det var familien Mundeling.

Ved Sømosen
Skærsliber Christian Adolf Andreas Mundeling byggede i 1875 en hytte i skrænten ved Sømosen - et ugæstfrit sted i Dronninglund storskov. Det var en lille beskeden hytte med stue, køkken, gang og røghul i taget. Denne hytte var den børnerige families vinterkvarter i en del år. Familien ernærede sig foruden ved slibning også ved musik og dans.

Ved Sømosen traf Erhardt sin kommende hustru, linedanseren Justine Magdalene Rosalie Altenburg, datter af en omvandrende musiker og harpespiller.

Fra kærre til beboelsesvogn
Erhardt og Justine levede i deres første år sammen meget beskedent. De ernærede sig som omvandrende skærsliber og gøglere og trak rundt med deres få ejendele på en kærre. De havde ingen beboelsesvogn. I kroerne dansede Justine på ståltrådsline. Parret opfandt også æggedansen. Justine fik bind for øjnene og dansede på et tæppe mellem ni æg. Det var et trick. Tørklædet blev bundet så løst, at Justine kunne se æggene. Men tricket virkede.

Senere fik familien Mundeling en beboelsesvogn, der lignede et lille hus og en bagagevogn. De havde på dette tidspunkt også fået to døtre. Det var ikke ualmindeligt, at de rejsende førte husdyr med sig. Mundeling anskaffede sig en lille gris, der blev transporteret i en bagagevogn, og blev slagtet om vinteren.

Fire pæle i jorden med et tov imellem
Hver sommer rejste Mundeling ligesom andre cirkusfolk fra landsby til landsby med deres cirkus. De kørte uden om de store byer. Enten lejede de en mark hos en bonde mod fribilletter til cirkusforestillingen til bonden og hans familie, eller også slog de sig ned hos cirkusinteresserede jordejere. Her kunne de få billigt eller gratis foder til dyrene, og herskabet betalte en god entre til aftens forestilling.

Når der kom cirkus til en by, hvor de ville give forestilling, red nogle rundt og blæste i trompet for at annoncere aftenens forestilling, mens andre gjorde manegen i stand. De første maneger var meget primitive. Fire pæle blev hamret ned i jorden, og mellem pælene udspændte man et tov. På toppen af pælene anbragte cirkusfolkene nogle udhulede kartofler, som var forsynet med en væge og fyldt med olie. Kartoffellysene fungerede som belysning. Publikum kunne sidde i græsset eller stå. Efterhånden som cirkusfamilierne fik arbejdet sig op, blev der råd til rigtige cirkustelte, som vi kender dem i dag.

En cirkusslægt
Familien Mundeling fik i alt tolv børn. ” For hvert barn vi fik flød indtægterne lidt rigeligere...” fortalte Erhardt Mundeling. Det var almindeligt, at cirkusfamiliernes børn blev oplært til at optræde i 3-4 års alderen.

Justine Mundeling døde i 1942 og Erhardt Mundeling i 1974. Parret blev blandt rejsende kendt for deres alvorlige kristendom, deres afholdenhed fra alkohol og den gode tone i deres cirkus.
I 1956 var der cirka 70 personer fra slægten Mundeling, som var eller havde været tilknyttet cirkus. Cirkus Mundeling opstod igen i 1986, men det genetablerede cirkus fik kun to sæsoner, hvorefter det måtte lukke.

 

Den glemte indvandring.

*****

DIS Forum Danmark Slæktsforskning   "Hertzberg och Mundeling." Foto Helle Sara 's fotoalbum på facebook.  

Familien Tajkon

Familien Tajkon

Ifølge Fremmedloven af 1875 var det ikke tilladt for romaer at færdes i Danmark. Alligevel lykkedes det for flere at komme ind i landet. I 1906 kom en "sigøjnertrup" på ca. 50 personer. Gruppen blev senere kendt som "kongens sigøjnere", da de fik opholdstilladelse af Kong Frederik d. VIII.

Truppen var kommet til Danmark med færge fra Helsingborg. Den farverige trup med vogne og heste kunne ikke undgå politimesteren i Helsingørs opmærksomhed. Politimesteren kom derfor hurtigt sammen med flere politibetjente og fremviste en udvisningsordre, men truppen var heldig. Kongen kom tilfældigt forbi, og høvdingen, Tjulga Tajkon, hans kone og hans datter, den 17-årige Marietta, faldt på knæ for Kong Frederik d. VIII og tiggede om at få lov at blive i Danmark. Kongen skaffede truppens ca. 50 medlemmer opholdstilladelse. Da kongen døde i 1912, skyndte politiet sig dog at smide truppen ud af Danmark.

Marietta Tajkon
Én af Tjulga Tajkons børn, datteren Marietta med tilnavnet "Den Skønne", blev gift med den rejsende bjørnetæmmer Edvard Rosenhagen, der havde dansk statsborgerskab. Marietta fik derved automatisk dansk indfødsret og blev dansk statsborger.
Parret var kendt for at drikke og at skændes meget. Deres ry hos de andre sigøjnere var derfor ikke det bedste.

Rosenhagen var en familie, der på mange måder levede op til billedet af de vilde sigøjnere, som ikke var meget for fast arbejde. De arbejdede eller tiggede, når de manglede penge til dagen og vejen. Den adfærd fik myndighederne til at betragte dem som dovne, lidt uciviliserede og moralsk defekte. At være moralsk defekt var en meget anvendt betegnelse i 1930´erne om folk, der ikke lod sig indpasse i samfundet.

Sammenhold på tværs af landegrænser
I 1937 døde Edvard Rosenhagen efter en ulykke med sine to bjørne. Romaen Gitano Maurus skilderede begravelsen i `Husmandsbladet´; "Ulykken gjorde et stærkt indtryk overalt, og Edvard Rosenhagen blev fulgt til graven af et stort følge fra nær og fjern; Roskildeborgere og farende folk fra hele Danmark og udlandet mellem hinanden. Damer fra Domkirkens kor sang i kapellet, hvor pastor Müller talte, Orkesterforeningens medlemmer blæste koraller på kirkegården, og romaen Daikan, som var fra Stockholm, gav ved graven gribende udtryk for slægt og venners sorg."
Begravelsen illustrerer det fællesskab, som romaerne havde på tværs af landegrænserne og interessen fra den bofaste befolkning over for de eksotiske sigøjnere.

Marietta, som var analfabet, ernærede sig efter mandens død som spåkone og ved at faldbyde forskellige varer.

Dele_af_familien_Tajkon_foran_Bondestuen

Under fotoet står

Familien Demeter

Familien Demeter

Roma-familien Demeter er én af de bedst beskrevne roma-familier, der rejste rundt i Danmark for ca. 100 år siden. Sigøjnerforskeren Miskow rejste rundt med familien, og gennem ham kender vi til familiens ofte hårde liv.

I 1911 kom familien Demeter til Danmark fra Norge for at gøre forretninger. I 1903 var familien blevet forvist fra Danmark i henhold til Fremmedloven af 1875, som klart tilkendegav, at man ikke ønskede sigøjnere i landet. Men nu var familien her igen. De ernærede sig bl.a. ved handel med heste. Desuden levede de af at optræde ved dans, musik og teater.

Hestehandel var ikke så god en forretning for familien, da hestene, som de solgte, ofte havde skavanker. Derfor gjorde familien Demeter de bedste forretninger, når de fik lejlighed til at handle med de fulde bønder på markederne.

Familiens overhoved, Johan Demeter, døde i 1908. Derefter var hans kone Rebekka familiens overhoved. Hun sørgede for, at familiens forretninger foregik i overensstemmelse med god moral, og ingen klagede over at være blevet snydt ved handel med familien.

Kvinde- og mandearbejde
Til daglig var Rebekka familiens faste holdepunkt, selvom hun indimellem viste tegn på, at opgaverne var store. Det mindste barn, Rosa, udviklede sig langsomt. Rebekka gav hende cognac for at få lidt fred, når pigen var overladt i hendes varetægt. Familien Demeter tilbagelagde lange strækninger med deres vogn og primitive telte. Når de kom frem, var det kvindernes arbejde at slå teltene op. Teltenes bund blev strøget med strå, og der blev tændt et bål for at varme teltet op. Mændene brugte det meste af dagen på at gøre forretninger, mens børnepasning, indkøb og madlavning var kvindearbejde. Der var en klar fordeling af det daglige arbejde efter køn. Arbejdsdelingen har medvirket til at organisere familiens dagligdag.

Mændene hos de europæiske sigøjnere købte deres koner. Konerne var af og til meget dyre. Selv om kvinderne var købt, kunne de, ifølge Miskow, godt spille en stor rolle i familierne, som Rebekka gjorde i familien Demeter. Oftest var det dog indenfor teltet at kvinderne bestemte, mens mændene bestemte resten.

Kun én der stjal
I familien Demeter var tyveri ikke et problem. Det var stort set kun Rebekkas svigerdatter, Babi, som af og til stjal en høne og lidt brænde. Det ærgede Rebekka, der ikke ville have nogen konflikter med det omgivende samfund.

De vandrende folk havde ofte svært ved at leve op leve op til datidens krav om personlig hygiejne, da de kun havde begrænset adgang til rent vand. Miskow har beskrevet, hvordan familien Demeter vaskede hoved og hænder i lidt lunkent vand om morgenen, hvis de havde vand. Manglede de vand, spyttede de i hænderne og vaskede sig i hovedet ved at bruge hænderne som svamp. Da de tilberedte maden på bål, blev de ofte sorte i hovedet af røgen.

Drillerier og diskrimination
Det omgivende samfund så ofte ned på de omrejsende familier. De lokale købmænd smækkede døren i for næsen af dem og ville først åbne efter nogle forhandlinger. Miskow, der i en periode rejste rundt med familien i Sverige, kunne ikke få værelse på et hotel, og familien Demeter havde svært ved at finde en lejrplads, hvor de måtte slå sig ned.

Fattigdommen og den kendsgerning, at de mange gange var uønskede, hvor de kom frem, satte ifølge Miskow sine spor på familien.

I 1913 blev familien Demeter definitivt udvist fra Danmark, hvorefter de rejste til Norge.

2 kommentar(er)

Kommenter gerne sidens indhold - ved at Klikke på denne linje.

2012.07.27 Skrevet af Manja Rasmussen
Jeg er selv født i Blushøj lejren ,Agnes Sambleben er min Oldemor ,venligst Manja ,
Skrevet af